Stuttgart og Schalke 04 med Peter Løvenkrands på holdet delte i porten, da sidste sæsons guld- og sølvvindere spillede 2-2 i den tyske sæsonpremiere.

Folkene bag Bundesliga-kalenderen havde en særdeles heldig hånd, da man lagde programmet for premiererunden på 2007-08 sæsonen i den bedste tyske fodboldrække.

Fredagens åbningskamp i Bundesligaen var nemlig en sand lækkerbidsken i form af mødet mellem Stuttgarts regerende mestre og sidste sæsons sølvvindere fra Schalke 04, der havde en anonym Peter Løvenkrands på banen i hele kampen.

Og de to tophold bød de 56.500 tilskuere på Gottlieb Daimler Stadion på en medrivende fodboldkamp, der endte uden vinder med resultatet 2-2.

På forhånd var det en kamp, hvor begge mandskaber havde noget at bevise. Stuttgart ville naturligvis demonstrere, at den fornemme status som mestre ikke er nogen tilfældighed, mens Schalke-spilleren skulle revanchere sig for den smertefulde sæson-afslutning, hvor det lykkedes at formøble en solid føring, inden titlen endegyldigt blev tabt på sidste spilledag.

Det var værterne, der kom bedst fra start og først fik styr på spillet, mens Schalke måtte nøjes med sporadiske chancer. Og efter 25 minutters kom gæsterne i front, da georgiske Levan Kobiashvili stik mod spil og chancer bragte Schalke i front med god hjælp fra Robert Hilbert, der uheldigt rettede bolden af, så den snød keeper Raphael Schäfer, der har overtaget posten efter Timo Hildebrands skifte til Valencia.

Slomkas kanin
Herefter pressede Stuttgart på for udligningen, men tilskuerne måtte vente helt frem til det 65. minut, før Sami Khedira fik scoret til 1-1.

Så gik det til gengæld stærkt. Blot to minutter senere fik Schalke-målmanden Manuel Neuer flot pareret Cacaus skud, men det var knapt så flot, da han klodset nedlagde Ciprian Marica på returen, så dommer Herbert Fandel - ja, den Herbert Fandel - ikke havde anden mulighed end at fløjte for straffespark.

Mexicanske Pavel Pardo udlignede sikkert fra pletten, og så lignede det en sejr til Stuttgart, men Schalkes træner Mirko Slomka havde en kanin i hatten.

Med tyve minutter igen sendte han Ivan Rakitic på banen, og kort efter kunne indskifteren sikre Schalke det ene point, da han scorede til 2-2.

0 kommentarer: