Nu skal det ligne noget for AGF

AGF's ophold på Cypern skal give Ove Pedersen klare svar.

Hvis ikke man vidste bedre, lignede det fejringen af en cypriotisk EM-sejr i fodbold. Den lille delte ø syd for Tyrkiet har ikke store fodboldbedrifter at prale af, men søndag aften i havnebyen Larnaca gik indbyggerne i stort tal amok.

Glædesrusen - som udmøntede sig i truttende bilhorn og paradekørsel langs havnepromenaden - gjaldt ikke en sportslig sejr, men kampen om præsidentembedet på Cypern.

Sejrherren hedder Dimitris Christofias, leder af kommunistpartiet, som fik flere stemmer end den eneste anden tilbageværende kandidat, og Christofias noget uventede triumf gav de for årstiden få turister en anelse stress.

Hurlumlejet nåede slet ikke ud langs kysten til det femstjernede hotel, som AGF's fodboldspillere har indlogeret sig på i denne uge. En intens periode med tre kampe, der skal forme et mandskab, der kan klare sig fri af bundstriden i superligaen.

Også i det spil bliver der tale om en duel. Også af den slags, der kan kalde på stress.

»Det er nu, der er nogle ting, vi skal nå. Det kan jeg godt blive lidt stresset over, især hvis spillerne ikke er koncentrerede. Jeg kan mærke, jeg gerne vil have det til at køre,« sagde AGF-træner Ove Pedersen, som i de hidtidige testkampe har måttet se bort fra adskillige af de spillere, som han regner med til startopstillingen.

90 min i benene
Islændingen Kári Árnason, Frederik Krabbe, alle fire midterforsvarere i form af Ole Budtz, Kim Madsen, Anders Kure og Olof Persson samt de offensive Jeremiah White og Dioh Williams har endnu ikke fået 90 minutter i benene.

»Mads Jørgensen er også en af dem, der trænger til at få en hel kamp. Det er ikke givet, han får det hernede, men det betyder mindre, da vi også kommer til at træne hårdt,« sagde træneren efter det første træningspas på det efterhånden velkendte Alpha Sports Centre.

Processen med at pejle sig ind på en slagfast start-11 er blevet forsinket på grund af mange spilleres småskavanker.

»De fleste er først for alvor meldt klar nu. Så her to-tre uger før den første kamp må der helt ikke ske alt for meget. Nu skal det ligne noget,« erkendte Ove Pedersen, som er fuldt tilfreds med udbyttet af testkampene på hjemlig grund. Især da han ikke å noget tidspunkt har været i stand til at mønstre sin idealopstilling.

I sidste øjeblik har han og klubben fået fordelt ugens tre kampe, så de nu falder mandag, onsdag og fredag.

»Det er en fordel, at der ikke er kampe to dage i træk, som der var lagt op til. Til gengæld betyder det, at vi er nødt til at dele truppen op i to alt efter, hvem der spiller kampene,« sagde Ove Pedersen, som vanen tro ikke sparede spillerne på den første arbejdsdag på Cypern.

Straks efter otte timers rejse kørte bussen ud til træningsbanerne, hvor staben i to timer fik lov til at slide i den nedgående sol. At dømme efter iveren passede de cirka 18 grader og solskin de blege danske fodboldben.

Intensiteten var høj, tacklingerne bidske og skuddene skarpe, inden AGF-delegationen i tide nåede at slippe hjem til ro og frem på hotellet inden cyprioterne gik på gaden for at fejre en ny præsident.

0 kommentarer: