Erik Rasmussen har skrevet under på en aftale med FCM om, at han først må overtage en anden klub til næste år.
Erik Rasmussen har i alle årene været eneren, der gik sine egne vegne. Det gør han tilsyneladende også, når han nu vælger at forlade FC Midtjylland til sommer. En beslutning, der angiveligt ikke er andre årsager til, end at han har brug for at komme langt væk fra fodboldens lukkede verden.
- Jeg har skrevet under på, at jeg ikke må overtage en anden klub før tidligst 1. januar 2009. Jeg har ærligt talt ikke noget andet på hånden. Det er en beslutning, der er taget med hjertet.
- Der findes ikke nogen historie bag denne beslutning. Jeg har virkelig bare brug for nogle ny input i mit liv, siger Erik Rasmussen til bt.dk.
Han uddyber sin beslutning i en pressemeddelelse.
- I min verden er det simpelt. Jeg har brug for et halvt til et helt år, hvor jeg fjerner mig fra det pres og de forventninger, der altid er, når man er cheftræner i en af de mest ambitiøse og succesrige klubber i Danmark. Jeg har brug for tid til at få andre input i tilværelsen og forfølge og undersøge nogle af de aspekter, jeg udover fodbold også finder ekstremt interessante i livet.
- Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne prøve at have ferie i mine børns sommerferie. For at undgå spekulationer om kontroverser har det været vigtigt for mig at få fortalt om beslutningen nu, hvor der er harmoni i klubben og omkring SAS Liga-truppen.
Spørgsmålet er så, hvad vil den snart tidligere top-træner så bruge sit halve eller hele sabbat-år til. Han har tilsyneladende plan om at skrive igen - lige som han gjorde med bogen "Fodbold gør en forskel" - om sine oplevelser i fodboldens verden.
- Jeg vil gerne tilbage til USA, følge præsident-valget og skildre nogle af de forhold, som jeg oplevede i mine otte år i landet.
- Og så vil jeg også gerne til Afrika for at følge i fodsporene på nogle af de spillere, som vi har arbejdet med her i Midtjylland, siger Erik Rasmussen til bt.dk.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)