OB var i en klasse for sig selv mod de chanceløse irere fra St. Patricks, der blev sendt hjem til den grønne ø med en sæk på 5-0
I sidste sæson viste OB særdeles fine takter i UEFA Cuppens gruppespil, hvor fynboerne var urimeligt tæt på videre avancement.
Den oplevelse gav appetit på flere europæiske eventyr, og torsdag aften holdt OB liv i drømmen, da Lars Olsens mandskab hjemme på Fionia Park fejede modstanderne fra St. Patricks af banen med en stensikker 5-0 sejr.
Efter 0-0 i det første opgør havde OB’erne gode kort på hånden. Træner Lars Olsen, der måtte undvære de skadede Beshara Oliveira og Johan Absalonsen samt David Nielsen og Bengt Sæternes, der ikke var spilleberettigede, havde i stedet gjort Kim Christensen og Mads Timm til frontduo.
Det var dog de irske angribere, som var tættest på scoringer i indledningen, hvor OB'erne slet ikke virkede klar. Men efter 19 minutter lykkedes det noget heldigt Hans Henrik Andreasen at bringe hjemmeholdet i front efter forarbejde fra Jonas Borring og Esben Hansen.
Så var der åbnet for posen, og ved pausen var stillingen 3-0, efter først Kim Christensen og siden Jonas Borring havde headet hpræcise hjørnespark fra Chris Sørensen i kassen.
Så var kampen afgjort, men OB'erne fortsatte målfesten efter pausen, hvor Kim Christensen fejrede sine genfundne evner som målscorer ved at øge til 4-0, inden Peter Nymann lukkede og slukkede.
Dermed er OB med i hatten, når der fredag trækkes lod til næste runde.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)