Rioch: Frygt ikke Champions League



AaB-træneren beder sine spillere om at nyde de kommende kampe mod Celtic, Manchester United og Villarreal i stedet for at være bange for modstanden

AaB-truppen til Celtic

Bruce Rioch har udtaget følgende spillere til kampen i Skotland:

Karim Zaza, Michael Jakobsen, Martin Pedersen, Michael Beauchamp, Steve Olfers, Anders Due, Andreas Johansson, Thomas Augustinussen, Marek Saganowski, Jeppe Curth, Kasper Bøgelund, Caca, Simon Bræmer, Kasper Risgård, Thomas Enevoldsen, Thomas Enevoldsen, Kenneth Stenild, Lasse Nielsen og Ronnie Schwartz.

Med positiv peptalk forsøger Bruce Rioch nu at få sine kriseramte spillere til at yde det optimale i Champions League og dermed glemme de pauvre resultater i Superligaen.

Han har i dag mindet spillerne om, at der er tale om nogle fantastiske oplevelser, som de bør se frem til med glæde i stedet for frygt.

- Det er vigtigt, vi alle ser frem til at deltage i kampene i stedet for at frygte dem. Vores mål er naturligvis at være så succesfulde som muligt, og det mål begynder vi at forfølge i kampen mod Celtic, hvor vi går efter point, siger han.

- Champions League-fodbold er noget ganske særligt. Hvorfor? Fordi nogle spillere til trods for enormt talent aldrig kommer til at opleve at spille i turneringen i deres karriere, fordi deres hold aldrig opnår den nødvendige placering. Så det at spille i turneringen er en oplevelse forbeholdt ganske få fodboldspillere, noget man måske kun oplever en enkelt gang i livet, og derfor er det også vigtigt, at nyde det, mens det står på, siger Bruce Rioch.

- Stemningen på Celtic Park bliver en stor oplevelse for os alle, når omkring 60.000 skotske fans støtter deres hold. Vores job i kampen? Det er ikke blot at slå de 11-14 spillere, vi står overfor på banen, men også de 60.000, der bakker dem op. Sikke en vidunderlig udfordring for os. Lad os håbe, vi med godt spil, og måske en lille smule held, kan skabe et godt resultat, siger den engelske cheftræner.

0 kommentarer: