Aston Villa med Martin Laursen vandt 3-2 ude over Everton, som ellers udlignede til 2-2 i sidste minut. Ashley Young blev matchvinder med to scoringer.

Efter en nærmest surrealistisk afslutning vandt Aston Villa søndag 3-2 ude over Everton i Premier League.

I næstsidste minut af kampen havde Everton-forsvareren Joleon Lescott ellers udlignet til 2-2 med sin anden scoring i kampen, på en fremragende flyvende helflugter, efter at danske Martin Laursen var blevet den lille i en hovedstødsduel.

I kampens afsluttende angreb blev samme Lescott dog udmanøvreret af Aston Villas Ashley Young, som med sit andet mål i kampen sikrede gæsterne en meget værdifuld sejr.

Samme Ashley Young havde tidligere i anden halvleg scoret til 2-1, da han udnyttede en alt for svag tilbagelægning fra Everton-forsvareren Phil Jagielka.

Aston Villa kom foran allerede efter 20 sekunder af kampen ved Steve Sidwell, men Joleon Lescott udlignede før pausen.

Med sejren ligger Aston Villa nummer fem i Premier League med 28 point for 16 kampe, et point efter Arsenal på fjerdepladsen, som giver adgang til næste sæsons Champions League.

I søndagens anden Premier League-kamp fik bundholdet West Bromwich Albion 1-1 hjemme mod Portsmouth. Det var West Bromwichs første point i fem kampe, men holdet ligger fortsat sidst i Premier League med 12 point.

0 kommentarer: