Mehl vil gøre livet surt for FCK

Esbjergs Jeppe Mehl vil ikke have det mindste imod at drille FC København i hovedstadsklubbens jagt på guld.

Med en 1-0-sejr hjemme over FC Midtjylland sikrede Esbjerg sig definitivt endnu en sæson i Danmarks bedste fodboldrække. Det er man naturligvis rigtigt glad for i det vestjyske og selvom der ikke er det store at spille for i sæsonens to sidste kampe, afviser kantspilleren Jeppe Mehl, at Esbjerg allerede nu er gået på sommerferie.

- Hvis vi kan trække spændingen ved at spænde ben for FCK (FC København, red) med en sejr på søndag, så er det jo bare fedt, siger Mehl til Esbjergs hjemmeside og fortæller, at SønderjyskE heller ikke skal vide sig for sikre.

- Vi går efter en sejr hver gang, også hvis det betyder, at vi spiller SønderjyskE ned i 1. division.

Jeppe Mehl er glad for, at der ikke længere er pres på Esbjerg-spillerne, og han forventer, at Ove Pedersens udvalgte spiller frit i de resterende kampe.

0 kommentarer: