Chelsea-spillerne: Ud med 'amatøren'


Siden Avram Grant overtog træningen i Chelsea efter José Mourinho, har træningen været amatøragtig, mener spillerne.


Den nye Chelsea-træner, Avram Grant, som forrige uge tog over efter José Mourinho, er en amatør, mener flere af spillerne. Og de så ham gerne forsvinde inden jul. Det skriver News of the World.

Nyheden om Chelsea-spillernes modvilje mod den nye træner kommer efter weekendens 0-0-kamp hjemme mod Fulham, hvor Didier Drogba blev smidt ud og John Terry brækkede kindbenet.

- Under Mourinho var træningen spændende og inspirerende, det var forskelligt hver dag. Siden han gik, har træningen været amatøragtig, siger en unavngiven førsteholdsspiller til avisen.

- I en enkelt træning blev vi bedt om at finde en bold og drible rundt om en kegle. Nogle af spillerne sagde, at de ikke var blevet bedt om den slags, siden de var 14 år gamle. Avram kan på ingen måde holde, han er ude inden jul, for spillerne gider ham slet ikke.

For at føje spot til skade rygtes det, at den populære assistenttræner Steve Clarke vil forlade klubben indenfor 14 dage.

0 kommentarer: