Schmeichel-konkurrent snart tilbage

Manchester Citys normale første-keeper, Andreas Isaksson, er ved at være klar til at spille Premier League-fodbold igen og er sandsynligvis med for reserverne allerede i morgen.
Danske Kasper Schmeichel har gjort det over al forventning i de kampe han, i fraværet af Manchester City normale førstemålmand, Andreas Isaksson, har stået for klubben, men nu ser det ud til, at han snart kan være tilbage i reserverollen. Isaksson, som har været plaget af skader, er nemlig ved at være oppe i fulde omdrejninger og forventes at vogte målet for reserverne i morgendagens møde med Newcastle.

Den svenske målmand har endnu ikke spillet under Manchester Citys nye manager Sven Göran Eriksson, da han inden sæsonstart brækkede en tommelfinger. Efter at være kommet sig over den skade spillede han landskamp for Sverige mod Danmark, men vendte tilbage til England med en ankelskade, som har holdt ham ude lige siden. Eriksson fortryder dog ikke, at Isaksson spillede landskampen.

- Vi var glade for, at Andreas tog af sted med landsholdet. Det gjorde ham godt. Desværre har han behøvet en del behandling på hans ankel, da den har været meget øm. Men nu har han haft to gode træningssessioner på hundrede procent, så hvis alt går okay, så spiller han for reserverne i Newcastle, siger Eriksson ifølge Sporting-life.

Med Isakssons comeback ser det ikke ud til, at Kasper Schmeichel skal forvente meget spilletid i den nærmeste fremtid, for på trods af godt spil mangler han stadig nogle vigtige facetter i sit spil, hvilket gjorde, at klubbens anden unge målmand, Joe Hart, vogtede målet mod Middlesbrough i weekendens Premier League-kamp.

- Det var en virkelig svær beslutning, fordi Kasper har gjort det ekstremt godt og holdt målet rent flere gange. Men jeg var en smule bange for hjørnespark, frispark og indlæg. Hart er fysisk set højere og kan bedre håndtere de ting, siger den svenske manager, som baggrund for sit valg af målmand.

Manchester City ligger i øjeblikket på en overraskende tredjeplads i Premier League.

0 kommentarer: